Anders Linnet
Trædrejeriet på Valdemargården i Højby

www.alinnet.com

Om mig selv:
Jeg har det meste af mit liv boet på landet og været vant til at arbejde med mine hænder.

Som barn deltog jeg i alt foreliggende arbejde på gården, hvor jeg voksede op, og i mit voksne liv har jeg selv renoveret flere af de huse, hvor jeg har boet sammen med min familie.
Som voksen har mine fysiske udfoldelser været henvist til fritiden, idet jeg i mit professionelle arbejdsliv har arbejdet først som anklager i anklagemyndigheden i mange år og senere som leder i politiet.

Jeg har været glad for mit arbejde, selvom det ikke altid har været muligt at identificere det, der kom ud af det, som noget direkte håndgribeligt. Derfor har jeg i mange år – formentlig helt ubevidst – søgt efter en hobby, hvor jeg kunne få tilfredsstillet min trang til at skabe noget, der var til at tage og føle på. At det blev trædrejning fandt jeg ud af ved en tilfældighed, efter at jeg på min kones opfordring besøgte en lokal trædrejer og så hans værksted og de ting han lavede. Besøget inspirerede mig i den grad og jeg kastede mig snart hovedkuls ud i drejeriet. Først med beskedne midler i et loftsrum i det parcelhus, vi boede i på det pågældende tidspunkt. Med tiden fik jeg bedre udstyr, og i dag har jeg nærmest ideelle forhold på Valdemargården i Højby ved Lejre med et stort værksted og masser af plads til udfoldelse.

Jeg har fundet ud af, at man med den rette indsats forholdsvis hurtigt kan blive i stand til at fremstille ting, som andre end en selv også bryder sig om, og at mulighederne for at forbedre sig er ubegrænsede. På denne måde har det været let for mig at fastholde interessen. Med tiden har jeg fået større forståelse for både de tekniske aspekter af det at dreje i træ, og for hvad materialet træ rummer of muligheder og begrænsninger. På samme måde med hensyn til formgivning og design. Sideløbende hermed er jeg blevet mere selvkritisk, og hermed er grunden lagt for en kontinuerlig udviklingsproces.

Jeg laver fade, skåle, lysestager, krukker, træer, svampe, flagstænger og diverse figurer, herunder pynt til juletræet og dekoration af hjemmet. Hertil kommer forskellige typer borde, smøre- og skærebrædder, skilte mv.

Photo: www.flindtpedersen.com

 

 

 

 

Reportage med forsvarsadvokat Karoline Normann