27.8.12.
I går sagde mor til min far, at det var ligesom, hun var i to verdener.
Og præsten fortæller, at det er sådan i den sidste tid inden man dør, at man bølger ind og ud mellem to verdener. I ordene, der falder, lyder det ikke som et sted, eller en tilstand jeg kender. Dette her er noget andet.
Min mor ligger og sover inde på 14K og hun er blevet meget gammel. Hun ligner en på 89 år og det vi har oplevet den sidste måned har modnet os 17 år. Hver dag gælder for et halvt år. De personlige landvindinger man kunne gøre på 17 år, har vi gjort på en måned – og så har vi mulighed for at bruge de erfaringer de næste 17 år. På den måde kan man sige, mit liv bliver forlænget 17 år. I hvert fald i evnen til at være til stede i livet og bruge det. Set i dén dimension skænker sygdommen mig liv. Den vækker mig til mit eget liv. Ligesom bladene, der falder af træerne, skænker de andre planter liv. Der drysser noget af de døende som er næring for os andre. Det er det, jeg oplever i hvert fald.
