Optagelse 27.8.2012
”I denne tid hvor min mor er døende, får jeg, som noget nyt, talt med en masse mennesker om deres oplevelser i livet. Også folk jeg ikke kender særlig godt i forvejen. Vi taler om kærlighed og om at mennesker er bittesmå og alligevel meget store. Det er ikke tidligere faldet mig naturligt at tale med alle mulige.
At tale med andre mennesker om de vigitge ting i livet, og dele glæde og sorger, skaber en ny slags tryghed i mig. Hvor jeg før (ofte uden held) søgte familie og partner som den eller de, der skulle kunne støtte, forstå, hjælpe og løfte mig, er det nu i lige så høj grad min omverden, der er min base. Alle kan være en hjælp og en sparringspartner.
Jeg er begyndt at brede mig selv ud på min omverden. Jeg kommer ud af mit sneglehus, jeg blier en del af verden.
Det letter angsten for utilstrækkelighed og afvisning. Det er ikke mere så vigtigt at blive forstået eller ikke at blive mødt. Andre mennekser bliver fri for min afhængighed, fordi der er så mange steder, jeg kan gå hen. Det jeg søger i livet, finder jeg ikke hos én person. Det vil sige, min far behøver ikke kunne forstå alt, mine søstre behøver ikke at forstå alt, mine venner, min partner…der er ikke nogen, der behøver kunne så meget. De er dem, de er og kan det, de kan hver især. Og det er okay.
Hvis man kan være sammen og slappe af med egne og andres mangler, så er man nået langt.
