Min mor sagde en dag en sætning, som kan have mange betydninger. Mit svar til hende dengang var:
“Nej, mor. Og det er ikke dig, der har bestemt, at det skal være sådan her. Vi klarer det, og vi vil være sammen med dig, så meget vi får lov til. Det er en glæde at besøge dig, hvér dag.”
Hendes spørgsmål var: “Nu er jeg vel ikke for hård ved Jer?”
Det hjertensskærende spørgmål bekræfter mig i noget, som jeg godt vidste om min mor, og den siger noget om hvad jeg kommer fra. Hun har sat os andre før sig selv, og selv i denne yderposition, gjorde hun det.
I mit eget liv lever jeg selvfølgelig også for mine børn. Men jeg gør dem også en tjeneste i livet ved også at leve for mig selv.
Min mor er født i en anden tid end jeg, og mange gange, da jeg var yngre, tænkte jeg på, om hendes psykiske sygdom kom fordi hun ikke levede sit eget liv, men gemte sig selv væk, for ikke at skuffe andre.
Den teori gjorde i hvert fald, at jeg hele mit voksenliv har brugt ressourcer på at åbne min sjæl og mit hjerte for at finde ud af hvem jeg er, og at leve i overensstemmelse med det, jeg finder. Som årene går, oplever jeg, at min adfærd er markant anderledes, end den var før. Efterhånden som jeg bliver mig selv, trives jeg bedre og bedre alene og kan bedre være sammen med andre uden at føle mig utilpas.
Det er en stor forandring fra at føle sig afhængig af andre og andres mening, og det er en lettelse og glæde på alle planer.
