Den 1. april 2020 bliver det et halvt år siden, jeg startede som selvstændig. Forud for beslutningen forløb 10 måneder i afklaringsproces, hvor jeg sprang af vognen og afsøgte: Hvem er jeg – nu, hvor kommer energien inde i mig fra, hvad er jeg god til, hvad har Gud lagt i mine kort?

Min situation var i efteråret 2018, ganske kort, den, at familieliv, arbejdsliv og mit personlige liv tilsammen…ville ramle på den lange bane…. Til dels på grund af datterens ”nye” diagnose, aspergers autisme, men også på grund af alt mulig andet, som jeg givetvis fortæller om en anden gang.

Det var min afklaring i første del af 2019, som gjorde, at jeg fik fodfæste. Dét der med, at få snuden i sporet. Det føles godt. Det er ikke fordi livet bare er nemt, eller at tingene glider, men inden i mig er der forholdsvis rene linjer omkring hvem jeg er, hvad mine værdier er, og hvad jeg arbejder for og lever hen imod.

Det var en afklaringsproces, som jo ligger på et dannelsesfundament af alle andre oplevelser og udfordringer i mit liv de seneste år.. Jeg uddyber en anden gang…

I oktober 2019 satte jeg nøglen i tændingen på min flyvemaskine så fin:
Selvstændig, kreativ, fri. Har glædeligt arbejdet intenst siden da for at få hele mit firmas apparat i luften.

Og så nu: Corona-virus, som en funklende perle på rækken af bøvl i livet.
Og den perle bliver nu kreativt knyttet ind i mit ”Handle With Art” væg-til-vægtæppe, som er farverigt og fiberrigt af dannelse i mødet med død, autisme, husbyggeri til op over alle nervespidser, familiejordskælv, afmagt i det hele taget. Jeg er god til at tænke positivt – andet duer ikke.

Jeg griber den impuls Gud giver mig og følger den: Jeg åbner posen til mit inderste for at skabe, dele, skrive, synge om livet. Det er liv – alt sammen. Og jeg elsker det.

Corona lukker for en tid mine kor, udfordrer mit galleri, aflyser mine koncerter – tager størstedelen af min nuværende indtægt fra mig. Men den kan ikke tage mine ord, den kan ikke tage mit mod og min dedikation.

Dette Corona-dogme vil, ligesom alt andet indgå i formlen: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Det har lykkes mig at få et kys af glæden hver dag – i al slags vejr – og sådan vil jeg gøre mit til, det bliver ved at være.

Jeg er optaget af Søren Kierkegaard, som sætter ord på vores vilkår som mennesker. Tilværelsen er tosidet – der er lys og mørke og de eksistentielle kriser, er dem, der lærer os glæde og viser os vej. Glæde-smerte, liv-død. Det siger sig selv, at hvis livet ikke sluttede, havde det ikke værdi for os. Vores tid har værdi, fordi den har en slutning.

Jeg har hentet dette eksempel på Litteratursiden – synes det er gyldent og jeg føler mig mødt:
“Ifølge Kierkegaard er det friheden, som trænger sig på i angsten, ansigt til ansigt med angsten er mennesket tvunget til at vælge. Forsøger det at undgå friheden, vil angsten blive større, idet bevidstheden om friheden som et af livets grundlæggende vilkår fortrænges. Angsten tvinger individet til at forholde sig til frihedens mulighed og selv forme sin fremtid – i øjeblikket.”

Corona-virus gør ikke den økonomiske del af opgaven nemmere – det oplever og læser vi alle for tiden. Men jeg har gennem de sidste 7 år (7 år, Niller, så ved man et og andet) erfaret, at nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det stoler jeg på i mig selv. Der er én vej, og det er nu. Jeg bevæger mig med glæde og situationen i tiden har bestemt ikke svækket min intensitet og motivation til at handle.

Tine Refsgaard

Fotograf: Claus Bech