Afsnit 15

17.08.12. Min mor sover. Jeg sidder ved det lille sofabord.

Jeg har tidligere tænkt: Jeg skriver om eksistentielle overvejelser i mine sange. Hvordan man ser på verden, hvilke iagttagelser jeg gør mig og hvilke tanker jeg har. Jeg har tidligere overvejet og bekymret mig om, om det nu også er et gangbart emne i det lange løb:
”Kan man blive ved at skrive om det?”
”Bør jeg ikke skrive om noget andet om eksistens og livsvalg?”
”Hvad skal jeg jeg så skrive om?”

Nu er jeg ikke mere i tvivl! Jeg skal skrive, om det jeg har på hjerte, om det så er 78 sange om vanilleis med karamelsauce, så er det de 78 sange, jeg skal skrive.
Jeg er ikke i tvivl, fordi det er dét, jeg føler, og jeg vil følge det, jeg føler. Ikke det jeg tænker. Tanker er et afkog af følelserne. Følelserne ér livet.

Min mors sygdom og død har givet mig kontakt til mine følelser og til hvem jeg er, og når jeg følger det, er der ikke den store mængde sorteringsarbejde at gøre. Og jeg stoler på mine følelser, heldigvis. Jeg stoler også på, de kan lede mig rundt i manegen, men det vil jeg hellere end at stivne og splittes i en verden af tanker.

Jeg kan mærke, at jeg elsker, og jeg kan mærke min sorg, og en vrede er dukket op de sidste par dage. Det var første gang i forgårs, at min mor virkede dødssyg, og det var meget skelsættende. Lægen var hos min mor og vi talte om, hvordan min mor helst vil herfra, og hvad man skal gøre i tilfælde af forskellige scenarier. Ved hjertestop, ved betændelse i bughulen. Ved infektioner som lungebetændelse. Jeg kigger i kalenderen og ser, hvornår hun helst ikke skal dø. En hélt absolut absurd gerning, men jo forståelig med forestående store koncerter sammen med andre musikere, som så vil blive aflyst med meget kort varsel.

Jeg sejler rundt herhjemme og ordner på må og få. Havde en god dag i går på datterens værelse. Rydede alt om, flyttede om på møbler, lavede bogskab, sorterede hver en lille dims og alting fik en plads. Næste omgang er at male. Ude og inde. Vinduer, legehus, det nye skur, fuglehuset…
Jeg kan ikke fatte, hun ligger dér, og jeg tror det bliver hårdt igen i dag. Det er som om, jeg har mistet den stærke tro på livet, som jeg havde, efter jeg havde boet hos hende et par dage. Måske jeg skal bo der i weekenden. Det tror jeg, jeg skal.

Alle vil gerne have en mor, der holder om dem. Jeg skal sove hos mor fra i morgen til i overmorgen. Sidste gang jeg sov hos hende, var det fordi, vi skulle nyde den sidste tid sammen og hygge os lidt. Denne gang sover jeg der for at sige farvel. Der er ikke mere vi skal hygge om – jeg kan se kulturprogram og måske hun vil se med. Vi kommer ikke til at tale så meget. Min mor har ikke mere at sige, nu vil hun gerne afsted.

Jeg savner hende og elsker hende, og ville ønske jeg kunne få tiden til at gå baglæns. Jeg ville ønske, jeg kunne trylle. Og det mener jeg for første gang med største alvor. Jeg tror, mor har lyst til at blive holdt om og nusset. Gid jeg kunne sidde med hende i mine arme. Gid hun kunne ligge der lige så dejligt og dø. Jeg ønsker hende en god død. Jeg ønsker at hendes krop giver slip og hun svæver afsted i en lys sky. Op til Gud. Op i Himlen. Der er en Himmel. Hvor skulle hun ellers komme hen? Så fint et menneske forsvinder ikke.

Vi havde boet i Ejby i 2 måneder, da min mor fik diagnosen. Frida var en lille røver på 3 et halvt. Da Laurids blev født havde hun været i behandling i et år. Jeg fortalte hende, at jeg var gravid 19 dage efter jeg fik at vide, hun var syg. Vi vidste ikke, om hun ville nå at møde Laurids eller hun ville dø, før han blev født. Hun nåede at møde ham.

Glæder mig til at være sammen med mor i morgen. Håber hun kan se på billeder sammen med mig.

”Findes der vel større lykke?” spurgte hun, da han lå med sin lille bløde arm om hendes hals i vores dobbeltseng.

Generationen skifter nu.