Jeg har skrevet en note, om en optagelse, som jeg ikke ejer mere:
27.8.12. kl 13.33. Mor og Tine snakker om hun gerne vil afsted.

2020:
Livet er uretfærdigt. Vi får mere end andre, og vi får mindre end andre i alle livets forhold.
Jeg oplevede ikke min mor som vred over, at hun skulle dø. Hun accepterede, såvidt jeg kunne mærke, det hun var i. På dette tidspunkt, ville hun gerne dø. Livet gav ikke mere mening for hende. Der var ikke håb, og der var ingenting, hun kunne foretage sig. Hendes krop virkede ikke, hjernen begyndte at snuble. Hendes hænder begyndte at bevæge sig. Ofte noget med hænderne op til ansigtet.

Der var ikke glæder at opsøge eller at skabe. Hun var blevet svag og langsom i sproget. Hendes få sætninger bestod af få ord ad gangen med pauser. Jeg begyndte også selv at tale langsommere, mere stille, kortere sætninger. Mange optagelser jeg har fra hendes stue i denne tid er stilhed.
Vi ventede på en bus, som vi ikke kendte køreplanen for. Om den kom om en time eller om 27 dage vidste vi ikke. Nu ved jeg, at der var 250 timer.

Mine børn havde et par gange været med på besøg, men nu var de ikke mere med. Mormor, som de kendte hende, var der ikke mere, og jeg ønskede ikke, at det var denne skygge af min mor, de skulle huske. Min søn husker slet ikke mormor, han var kun 1 år. Min 4 år ældre datter husker episoder, de to har haft sammen. Påske med chokoladeæggene mormor gemte overalt i haven i sommerhuset til stor begejstring. Ja, det var luksustider. Det vidste vi ikke dengang.

Jeg tænkte også, at synet af denne olding, de ikke kendte, nok ville skræmme dem, ligesom det havde skræmt mig, at opleve hende, da hun var psykisk syg. Mager, fjern, en anden.
Nu var hun ikke en anden, nu var hun sig selv, døende. Jeg tænkte, at børnene var for små til at kunne få noget med herfra, de skulle bruge til noget. Det, de skulle bruge, var deres egen mor. Mine erfaringer, min frihed, min styrke, min kærlighed. Ingen af delene havde min mor at give nu.

Da hun fortæller mig, at hun gerne vil dø, er hendes verden nu er skrumpet ind til kun at bestå af hende selv. Hun er indstillet på at forlade sine børn. Hun er indstillet på at forlade sin mand gennem 52 år. Hun er nu på sin vej til at være alene.