29.8.12. kl 15.18.

Min mor bliver spurgt hvad hun har lyst til. Har du lyst til noget at spise? Har du lyst til suppe? Har lyst til saft, Vita? Har du lyst til vand? Har du lyst til at komme lidt højere op at sidde? Har du lyst til at ligge lidt mere ned? Har du lyst til at få vasket angsigtet? Har du lyst til at blive smurt?
Alt det med at mærke efter ”hvad har du lyst til” – det er min mor slet ikke vant til. Og når jeg bliver spurgt om ”hvad har du lyst til” – så sker der en omdirigering til ”hvad synes jeg” og det er to forskellige ting. Og jeg vil gerne i højere grad mærke efter, hvad har jeg lyst til for jeg har altid lagt en dæmper på hvad jeg har lyst til. Jeg har lyst til at råbe, men jeg gør det ikke, jeg har lyst til at sige fra, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at sige ja, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at rejse langt væk, men jeg gør det ikke. Jeg har lyst til at kysse en eller anden, men jeg gør det ikke, jeg har lyst til at ringe til nogen, men jeg gør det ikke. Når man ikke følger sin impuls og gør, hvad man har lyst til, så tror jeg lysten bliver doven. Den er vant til at vente på hjernens melding om, hvad den synes om den lyst, den registrerer. Lysten er vant til at blive dæmpet af tanken, der siger: ”Det kan ikke lade sig gøre”, ”Det er upraktisk”, ”Det er selvisk”, ”Det forstyrrer de andre”, ”Det vil din mor eller fra ikke bryde sig om, du gør”. Først kommer lysten og så kommer tanken.
Jeg har ofte landet på at gøre det, som andre – læs: mine forældre – læs: min far – synes, og jeg har taget hensyn til dem altid. Og det behøver jo ikke være sådan. Det kunne godt være sådan, at det jeg har lyst til, det så er så det, jeg gør. Eller jeg kan synes, jeg ikke gør det nu, men jeg gør det en anden gang. Men så skal det være noget, jeg selv synes. Og jeg tror måden, at få flyttet det på, er i højere grad, som jeg gør nu, hvor min mor er syg og alting er for sidste gang: Jeg gør, som jeg har lyst til. Jeg besøger hende, når jeg har lyst. Jeg siger og øgr hvad jeg føler er rigtig, ikke hvad jeg tænker. Jeg besøger hende, så længe jeg har lyst og så længe jeg kan.

Nu kan jeg desværre ikke være hos hende mere i dag, så jeg kan ikke nå at være her, når hun falder i søvn. Hun har lige fået beroligende medicin af Nicha, og det har været rigtig godt at netop Nicha har været der, for det har været en hård dag. Hun har ligget og snakket og ævlet, og det øvrige personale kender hende ikke. Og så skulle de vurdere, om hun havde det godt eller ej. Hvordan hun har det? Well… Jeg kunne mærke at hun…jeg syntes ikke, det virkede rigtigt, at hun skulle ligge der og snakke så mærkeligt. Jeg fornemmede, hun hellere ville være fri for at snakke sådan, og det ville hun også. Nicha gjorde det rigtige. Så jeg kan godt mærke det. Jeg kender min mor. Jeg kender hende i modsætning til det ny personale, som ikke kender hende. Det er noget lort med det personaleskift. Man bliver plejet godt her, men det nytter ikke noget, når personalet bliver skiftet ud på grund af sommerferieturnus, at spørge en døende, hvad har du lyst til at spise, hvordan har du lyst til at sidde, hvad har du lyst til… Vedkommende skal dø! I fred. Har du lyst til et glas saft? Nej tak, hvor er det pænt af dig at spørge, men jeg har lyst til at dø.
Jeg har lyst til, hun kunne få et værelse hjemme hos os i Ejby og dø hjemme.