27.08.12 kl 10.25
Det er en rigtig dårlig ting at ophøje folk til noget perfekt. For idet du ophøjer et menneske som noget perfekt, så nedgør du et andet. Enten dig selv eller din mand eller dine venner eller din familie.
Man gør sig selv ulykkelig ved at have positive eller negative fordomme om andre. Man skal ikke sætte andre på en pidestal. Man skal ikke undervurdere andre. Man behøver ikke synes så meget om alt mulig. Man behøver ikke sætte folk i kasse. At synes en masse om alt muligt, er at fastlåse sig selv, sine tanker og følelser i et billede af tingene, som jo aldrig kan være fuldkomment. Det vil altid være et brudstykke man ser, og det vil aldrig være en sandhed. Der findes en personlig sandhed nu og her for dette øjeblik, men der findes ikke nogen mennesker som er det, man ser. Hverken helte eller idioter.
Jeg kan huske, min mor altid har reageret for snobberi og bagtaleri. Det er måske den eneste ting jeg kan huske, hun har sagt om andre mennesker. Det var på en arbejdsplads, hun var ansat en kort periode mellem hendes sygdomsforløb, da jeg var barn. Hun kunne sige: “Jeg kan ikke holde deres snak ud! De har så travlt med hinanden. Så snart den ene er gået ud af døren, så uhhh, så går de igang med deres sladder. Så giver de den héle armen, indtil vedkommende kommer ind igen.”
Jeg har det på samme måde. Jeg bliver meget utilpas, når nogen indgående taler om nogen, som begge kender personligt, som ikke er til stede. Teorier om, hvorfor en tredie person gør sådan og sådan. Gisninger om bevæggrunde og bud på, hvordan det kunne være gjort anderledes. Måske bedre. Jeg tror, at når folk taler om andre, så føler de selv, at de gør en slags god gerning, ved at være interesserede i trediepartens liv.
Men i min verden, så er det som at pille fysisk, ved et menneske, der sover.
Tal for dig selv og om dig selv.
