27.8.12. kl 10.42.
Man kunne lave et foredrag. Jeg kunne skrive nogle af de oplevelser ned, jeg synes kunne have værdi for andre. Alle kræfthistorier er forskellige, men hvis overskriften for foredraget tydeliggør hvad indholdet er, så kan man godt. Det er vigtigt, der ikke er nogen, der kommer med en hel anden vinkel, hvor jeg så har skrvet at foredraget handler om kræft, som noget generelt. For det kommer det slet ikke til. Det kommer til at handle om… døden. Om at miste nogen, og hvordan min historie har været i forhold til det. Det interessante for andre kunne være ikke at…udelukke at døden har en stor værdi. Døden giver livet værdi i al det jeg oplever nu og alle de mennekser, som er i live, som jeg sanser så meget stærkere, end jeg gjorde for en måned siden. Det er ekstremt vigtigt, at jeg indsamler denne her information, for det ændrer mit liv – dette her. Det ændrer mit liv, hvis jeg lader det ændre mit liv. Og det ændrer sig til et bedre liv, fordi at jeg føler værdi hele tiden. Jeg er i kontakt med de gamle, med de små – med alle mulige mennesker! Jeg har ikke førhen følt mig i kontakt med mennesker, som nu. Jeg mener også at være i kontakt med mine egne følelser og mine egne tanker.
Jeg vil gerne lave et foredrag! Jeg har det godt med at formidle noget til nogen, om det så er undervisning eller at synge for dem eller spille eller optræde – det kunne også være at tale om de ting, jeg synes har værdi at tale om. Og jeg kan få lidt hjernegymnastik og nogle udfordringer. Det vil give mit liv mere værdi. Så igen vil jeg få mere værdi i mit liv, ved at tale om de her ting. Jeg vil føle en værdi i, at have gjort noget. Det er noget, jeg kan udvikle på, og som jeg kan…. have som min ting, jeg gør. ,Det tror jeg, vil være meningsfuldt for mig. Rigtig meningsfuldt, faktisk. Og jo forhåbentlig også meningsfuldt for nogen af dem der kommer og lytter. Og…ja…
Det giver mig styrke at gøre en forandring og gøre noget. Skabe noget. Dele noget med andre. Altså, jeg føler mig stærkere i processen, hvor min mor er dødeligt syg, at have tanken om, at jeg vil dele dette med folk. Og jeg kan mærke at min gamle tvivl om ”man kan det?”, ”om nogen mon gider høre det?”, ”om jeg ved nok til det?” udebliver! Jeg har hidtil været i tvivl om min egen formåen. Men nu har jeg det sådan, at …ja, selvfølgelig formår jeg det. Det er et spørgsmål om at forberede sig og have en lyst til det og føle et kald til det. Så længe jeg føler det, så er der ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre. Hvordan man så formidler et foredrag ud, det ved jeg ikke, men det kan man finde ud af. I hvert fald kan jeg samle information og jeg kan skabe noget at formidle, og jeg kan prøve at formidle til forskellige mennesker og øve mig på folk jeg kender og få respons.
Og hvis jeg kommer ud i den anden ende med konklusion om at et foredrag netop ér livsbekræftende – for det er noget af det foredraget vil handle om: Det livsbekræftende i livet som man særligt møder, når livet skal slutte. Ved afskeden mærker man, at man gerne vil blive og man mærker hvad det er, der bliver taget afsted med.
Jeg oplever en person, der ikke er bange fora at dø. Og jeg oplever en person, der går fra at være meget livsglad til at være livstræt, og når man er træt skal man have lov at sove. Og så er det os, der ikke er livstrætte, der skal leve. Og vi skal kunne sige farvel til de trætte, fordi det er sådan det er. Livet slutter. Og det er sorgfuldt, for man savner, men i savnet ligger også kærligheden, og kærligheden skal man leve videre med. Man skal mærke sin kærlighed. Man skal mærke sin kærlighed og sige: ”Jeg mærker kærlighed og jeg vil leve i kærlighed.””
