18.9.2012
“Jeg havde brug for at være sammen med min mor så meget som muligt. Og det fik jeg lov til den sidste tid. At være alene sammen med hende, så mit sind kunne få ro til at sanse kærligheden og ikke angsten.
Sanse nærværet og ikke konflikten.
Sanse hende og ikke dem.
Min chance for at komme hende nær. Så nær, som jeg gerne ville være.
Hvor jeg elskede de to dage i Roskilde. Jeg lå der ved siden af hende og holdt hende i hånden og var lykkelig. Sådan skulle det altid være at være mor og datter. Roligt, hyggeligt, kærligt og nyde hinandens selskab. Ikke skulle noget. Bare være.
Kan man sige det samme om Jesus? Først da vi vidste, han skulle dø, kunne vi sanse ham. Da han steg op fra de døde, fik vi chancen for at være sammen med ham. I ro. I nærhed. Uden at skulle noget. Og han fór til himmels og tilbage står vi med erfaringen af kærlighed. Og vi vil bevare følelsen og være den tro. Og være den døde taknemmelig for den tid der var, til at erkende livet.
Jeg har ikke kendt Jesus. Kan man blive korsfæstet af kræft? Dø, og genopstå som kærlighed, fordi det var kærlighed, man var? Sådan har jeg det med min mor. Hun var en krop og kærlighed. Kroppen døde og kærligheden lever videre i os.
Jeg fik duften af min mors roser på kisten, da den blev båret ud af kirken.”
