23.10.12 kl 13.21 I

“Der er en ting, som jeg kommer til at tænke på nu, omkring det der sker i mit oplevelses…apparat. Jeg mærker så mange ting, og er følsom på sådan en, ikke ”overfølsom” måde, men på en stærkt registrerende måde. Jeg har antenner, som jeg ikke har brugt før. Jeg har det godt med at tingene står åbent. Det er en ny tilstand af ikke-kontrol, som jeg ikke er vant til. Jeg har sluppet kontrol gennem de sidste to måneder og det gør, at der er nogle ting, der rokerer i mig. Når jeg ikke har kontrol, så er der en følelse af frihed. Der er også en følelse af kaos og af magtesløshed. Det hører med. Hvis jeg har kontrol, så er der ikke-kaos, men der er heller ikke frihed.

Jeg tænker umiddelbart, at det bliver hyldet, det med, at have kontrol. Det kan jeg umiddelbart ikke lige se, er noget plus. For der må være en masse ting, der må undlades eller udelades, når man ønsker kontrol. Der er noget, der ikke sker, når man har kontrol.

Altså, at have kontrol over 40 skoleelever i en bus: Det er godt nok, så sidder de stille. Men du lærer dem heller ikke at kende som de individer, de er. Der vil ikke foregå noget kreativt, der vil ikke foregå noget, du ikke havde regnet med. Kontrol giver ro og overblik. I det lange løb bliver det også en lidt kedelig tur og ingen lærer noget nyt – hverken børn eller voksne.

Hvis der ikke er kontrol over de 40 børn i bussen, vil der ske alt muligt på kryds og tværs. Nogen kommer galt afsted, nogen får en ven for livet, nogle sæder går i stykker og andre bliver slet ikke brugt. Nogle bliver uvenner, nogle føler sig ensomme. Det vil man kunne se.

Hvis turen er lang, er det godt, at der sker noget. Til gengæld vil man også blive udmattet, hvis kaos bliver ved. Hvis de bliver véd at vælte rundt. Men det gør de vel heller ikke, fordi børn bliver jo også trætte? Der må vel opstå en slags dynamik. En slags bølgen af aktivitet og ikke-aktivitet. Og det er nok den bølgen, jeg mærker. Det var dé ord, jeg følte i min sindstilstand nu. Det ér, at ”det bølger”. Mit sind bølger. Mellem kontrol og frihed. Mellem at udføre og at skabe. Mellem sorg og lykke.”