04.01.14

“Sang igen i aften. En hjemmelavet godnatsang for Frida. Den blev improviseret i retning af: ”Des mørkere der bliver, des tydeligere ser man lys”. Heldigt. Smukt. Betryggende.

Jeg er blevet tvivlende på Gud. Før troede jeg ikke. Nu er jeg i tvivl. I glimt er der kontakt. Jeg har lyst til at tro. På den åndelige skaber. Sjælens favner. Lysets og kærlighedens kilde. Den favnende. Den lyttende. Den ubarmhjertige.”

 

10.01.14

“Idag sang jeg til bisættelse af en ung far i Soderup Kirke. Sang blandt andet ”Du som har tændt millioner af stjerner”. Det er en fantastisk salme.
Jeg lod lyden strømme. Jeg lod tid, rum og mennesker blive ét. Lyden blev en del af en stor bue under kirkens hvælvinger og over hele kirken, over jorden. En stor Guds-vinge, der skærmede os alle og gav kraft til at synge. En stemme i mig lød: Hjælp menneskene, Tine. Syng for dem, giv dem styrke i deres sorg.”