Afsnit 13
I fortællingen om min mor er det den 10. august 2012. Det er 3 uger siden behandlingen af kræften blev indstillet.
Mange gange kørte jeg på besøg hos hende. Hver gang bemærkede jeg, at jeg kørte alt for hurtigt derhen, og kørte under hastighedsbegrænsningen hjem. Hver tur ud var et håb, hver hjemtur var en afsked.
Nedskrevet fra optageren:
10.08.12
”Jeg føler, at jeg svæver…det bliver så floskelagtigt, men sådan er dét…det føles, som jeg svæver mellem liv og død.
Jeg er lige kørt oppe fra min mor.
Hun faldt i søvn efter aftensmaden.
Jeg kiggede ind på hende, mens jeg gik ude for hendes store vinduer og talte med en veninde i telefonen.
Da jeg kom ind i værelset igen til min mor, var hun blevet 87 år gammel at se på. Hun var virkelig gammel! Det har hun aldrig været før. Hun har levet 72 år.
Det lyder måske usansynligt, at man på én måned kan blive 15 år ældre, men det er hun blevet.
Min mor sagde i dag, det ikke så meget er tiden, det kommer an på, hvornår man dør. Det er vigtigt at mærke, vi har det godt sammen, og at vi har haft det godt sammen med hinanden. Og det synes hun, vi har i familien.
Og hun spørger mig: ”Har vi ikke, Tine?” Det stikker jo i hjertet. Min indre isolation har så ofte sagt noget andet. Jeg tror, gerne hun vil vide, at jeg har haft det godt. Hun ved godt, at jeg ikke altid har haft det nemt, men jeg vil gerne, næste gang jeg ser hende, fortælle hende, hvor godt jeg har haft det. Jeg vil fortælle hende, at jeg ved, hvor mange muligheder jeg har, og at jeg nu er voksen nok til at skabe min egen virkelighed, min egen tilværelse. Og jeg vil love hende, at jeg vil gøre alt for, at vi i vores familie, har det godt sammen, at vi passer på hinanden og værdsætter hinanden.”
