Afsnit 12
Lars von Trier fortalte i et interview i radioen, at instruktørens job var at tage alt ansvar fra skuespilleren, så skuespilleren kunne føle sig fri og spille frit. Det var en formulering og en vinkel på begrebet ansvar, der gjorde indtryk på mig.
Skrevet med udgangspunkt i en fra optagelse d. 10.08.12
”Jeg tænker på, hvordan det er lige nu for mig, og i hvor høj grad at ansvaret for alt muligt hæmmer at spille frit og at leve frit, og hvorvidt man kan lægge ansvar fra sig og stadig gøre de samme ting, som man før mente, man havde ansvar for, men som man nu bare gør, når man gør dem. Frit og derfor med glæde.”
I den periode for syv år siden, kunne jeg bevæge mig frem og tilbage mellem ”mit gamle jeg” og ”mit nye jeg”. Jeg kunne se begge verdener og kunne udsætte mig selv for ikke-frihed, og så gå over i min nye verden og føle frihed. En helt magisk indre oplevelse, som jeg meget gerne vil opleve igen. Måske jeg kan fremkalde den ved fordybelse. Men overdreven ansvarsfølelse, var en af de store klodser, som drejede sig i mig for 7 år siden, og Lars Von Trier talt ind den oplevelse, da han fortalte om at være instruktør.
Som jeg har det nu i mig selv, 2020, så ved jeg, at jeg tager ansvar. Det er noget, jeg ikke behøver tænke over eller huske mig selv på at gøre. Det er lige så naturligt, som at trække vejret. Den vinkel, jeg har nu, er at være min egen instruktør og lette mig, som aktør, for ansvar. Tage ansvaret for livets op og nedture fra mine skuldre. Det er ikke mig, der har ansvar for livet selv. Jeg har ansvar for mit eget liv, ja, og en af måderne at tage ansvar er, at slippe de ansvar, der ikke er mine. Det er ikke godt i livet at forsøge at tage ansvar for andres valg og gøren eller for livet selv.
Jeg har små og store menneske-opgaver, jeg skal forsøge at løse, eller slippe, men udfaldet af dem, er for en stor del ikke op til mig. Jeg kan gøre, det jeg kan, og så går livet sin gang med alle de andre komponenter, der spiller med i vores liv. Jeg tænker ikke: ”Livet går sin gang år for år” – jeg tænker ”Livet går sin gang nu for nu”. Ingenting går præcis som man regnede med, og en glædesfuld ting kan være ikke at regne med så meget, men at tage livet som en gave, som noget der skabes undervejs også i kraft af eget nærver i det. Livet selv er ikke noget man skaber, det er noget man har fået og som man er i. Man er aktør uden ansvar for livet selv.
I svære tider, har jeg set dagens mentale opgaver som en lavine, som brager ned ad en bjergside, og jeg står på et snowboard. Mit ansvar er ikke at falde, for det ville gøre skidt værre. Men bjerget, bjergets hældning, nedbørsmængden i den forgangne tid, vejrforholdene der startede lavinen, snowboardets beskaffenhed og det faktum, at jeg begynder på et snowboard og at jeg i øvrigt heller ikke er i stand til at ordne alle mulige andre ting, mens jeg står dér og og fuldt nærværende for at holde balancen, er ikke mit ansvar. Og i sidste ende er det ikke mit ansvar, at mennekser, at jeg, ikke er bedre, end de er. Jeg tager ansvar for at gøre mit bedste, og det er jeg stolt af i mig selv.
Livet er ikke mit ansvar, og ved at lægge det fra mig, har turen på snowboard sin egen kraft og charme i al sin farlighed og intensistet. Men jeg kan ikke nyde det vilde lavine-liv, hvis jeg samtidig tænker over, at skulle være et andet sted. Ansvar og bekymring hænger sammen. Væren og glæde hænger sammen.
Jeg har ansvar for mine børn og samtidig er jeg glad. Men ofte kræver det, at jeg forstår hvilke elementer af deres eksistens, der ikke er mit ansvar. Det er mange.
Mine børn skal lære om at tage ansvar, og de skal lære om ikke-ansvar. Det er et ansvar, jeg tager på mig.
Det samme gælder i alle livets forhold. I køen i Netto, i samtalen, i kunsten, i afskeden med den døende. Dette er ikke mit ansvar, men jeg er i det, jeg oplever det, jeg føler det, jeg gør det jeg føler er det rigtige at gøre nu. Og dét gør mig glad. Uden ansvar – i frihed til at være.
