27.08.12 kl 10.08
Jeg har hentet medicin til min mor inde på Roskilde Sygehus, onkologisk afdeling.
Jeg er kommet nu igen tilbage mod Odsherred, og kan slet ikke forstå, hvad der skete i Roskilde. Min hjerne kunne ikke finde ud af hvilken tid, jeg var i. Altså jeg…jeg begyndte spontant at græde og syntes pludselig, at jeg var i den tid, hvor håbet om helbredelse var der endnu og den tid, hvor min mor kunne gå selv. Dengang nogen var i gang med hende og sagde, nu må vi se, hvad vi kan gøre.
Vores bænk stod udenfor. Inde var sofaen vi sad i, hendes stue, dér vi havde vores to dage sammen. Sygeplejerskerne, der plejede hende, var der alle sammen! Men min mor var der bare ikke. Det var simpelthen så sørgeligt! Det var så sørgeligt at erkende, hvor vi er nu. Det var en tidsrejse tilbage til håbet.
Jeg talte med en sygeplejerske. Hende, der udleverede mig min mors medicin. Vi snakkede om, hvordan det var at være, hvor vi er, og hun sagde, at man er heldig, når man får lov at sige farvel. Lige først gav det et ryk i mig, at hun kunne sige til mig, at vi er heldige, i vores situation. Men jeg forstod jo, at det er langt fra alle der får den mulighed, at sige farvel. Når nogen skal dø af kræft, håndteres det af den syge og de pårørende på mange forskellige måder. Sygeplejersken sagde: ”Det er fint min mor selv kan sige fra i sit liv. Sige, at nu er det nok. På den måde kommer herfra med værdighed”. Det kan jeg godt følge, for hun kan give slip i sig selv. Hun bliver ikke revet væk. Jo, af at have fået sygdommen, men set i forhold ti lat skulle dø, får hun lov til selv at takke af.
