30.08.12

Hvordan passer man på sig selv?

Det er – og har altid været – det spørgsmål, der dukker op hos mig, når nogen siger: “Pas på dig selv!”.

Jeg har fået det at vide, når jeg har været ulykkelig forelsket, og da min mor var psykisk syg, og nu hvor hun er dødssyg. “Pas på dig selv”.

Jeg føler med hende og hendes ensomhed i sygdommen – og jeg tænker, det er en del af min erkendelsesproces for mig at se, når personalet vender hende i sengen.

Jeg tænker at smerten, det vækker i mig, vil hjælpe mig til at forstå, at hun måske allerede imorgen vil bede om at sove på medicin hele døgnet. Altså, at jeg imorgen formiddag måske veksler de sidste ord med hende i mit liv. Måske. Det udmattende “måske”. Så derfor bliver jeg siddende her, mens personalet vender hende: “Se Tine – det er bedre hun sover, end hun er vågen. Se hvor syg hun er.”
Ved at nå til erkendelse passer jeg på mig selv, jeg kommer i sync med virkeligheden.

På den anden side: Jeg føler med hende – og tænker, om jeg måske hellere skal gå ud af rummet for “at passe på mig selv”.

 

Jeg vil gerne kunne lære mine børn at passe på sig selv. Kan jeg det, uden at kunne det selv? Kan jeg selv? Jeg har lært at passe på mig selv i fysisk farlige situationer, men hvordan man passer på sig selv uden at isolere sig og uden at udsætte sig selv for unødig overlast og dyrke smerten, er en svær balancegang, synes jeg. Og det må vel være min egen medicin: Mærk efter hvad jeg føler, og gøre som jeg føler er rigtigt og stole på, at det er det rigtige at gøre.

Men jeg kan ikke vurdere, om jeg passer på mig selv. Jeg ønsker stadig en, der kan passe på mig. Men det er der ikke. Jeg skal passe på mig selv. Også fordi jeg ved at forvente at andre skal passe på mig, får flere knubs, end hvis jeg stolede på mig selv.

Jeg er sikker på, med mig selv, at jeg gør mit bedste overfor mig selv. Og det bedste er, lige nu, at sørge for min mor ikke lider overlast. Jeg har set, at jeg er god til være barometer for, hvad min mor har brug for og at kommunikere det til personalet. Er det at passe på mig selv, når jeg gør det bedste for min mor, når det nu føles godt?

Er det at passe på mig selv, når jeg ser mine børns behov og opfylder dem? Og min mands behov? Og min fars behov? Og mine kollegers behov…? Hmm…Der må også være noget med grænser.

Måske min største udfordring ikke er at passe på mig selv. Det er at gøre, hvad jeg føler er rigtigt og ikke søge andres accept, tilladelse eller anerkendelse for det. Min personlige frihed. Og helt rebelsk har jeg lyst til at skrive, at jeg overhovedet ikke tror på personlig frihed, fordi det ville være det nemmeste. Jeg har stødt på det hos elever i sangskrivning, som udelukker at ting kan lade sig gøre, fordi de ikke selv kan få dem til at lade sig gøre. Sådan har jeg det lige nu med personlig frihed. Jeg vil knejsende påstå at forestillingen om, at man kan have det godt med sig selv og føle sig fri i et kapitalistisk samfund, hvor man kigger på klokken og kigger på bankkontoen, er udelukket. Ikke uden at andre må vige noget plads. For der er så mange krav og så lidt tid og så mange hjælpemidler, at vi ikke kan undgå at føle os utilstrækkelige.

Suk. Jeg orker det ikke. Stik mig en fortovscafé og en kold fad. Skråt op med selvudvikling.