Den 5. september 2012 kørte jeg igen til Solvognen i Højby ad landevejen op gennem Odsherred.

De sidste dage har min mor fået beroligende medicin, fordi hendes hjerne ikke fungerede mere. Det gav frustrationer og ængstelse hos hende, som hun blev sparet for ved at sove. Sidste gang jeg var i kontakt med hende var to dage tidligere, og vi har alle 4 fået en stund med i enrum og talt med hende og sagt farvel til hende.

Der var fysiske tegn på, at hun skulle dø inden for den nærmeste tid. Hendes farve ændrede sig lidt, hendes kropstemperatur steg en smule. Hun lå med lukkede øjne og langsom, næsten usynlig vejrtrækning. Hendes hænder var bløde som en babys hænder og hendes negle fint plejede. Huden var uden smårifter og skrammer, som de ellers altid var efter en sæson med havearbejde.

Det blev aften. Vi tændte stearinlys.
I rummet med min mor var vi nu min søster og jeg. Min far havde fået et værelse med en seng længere nede ad gangen. Her kunne han hvile sig lidt.

Vi talte stille, næsten hviskede sammen. Vi ventede på noget, vi ikke kendte. Vores antenner var ude. Instinktive som dyr.

Det var en stjerneklar septemberaften med let vind. Ind imellem gik jeg ud og trak frisk luft og kiggede op på himlen, der gjorde det ved mig, som stjernehimlen gør ved de fleste.

I løbet af aftenen sang jeg “Nu falmer skoven trindt om land” for min mor.
Da klokken bliver omkring midnat, aftaler min søster og jeg, at vi også vil blunde lidt. Jeg siger godnat til min mor. ”Nu vi sætter os lidt og blunder, mor, og hvis du tager afsted imens, er det helt i orden. Godnat, god tur.”

Kort efter vågner jeg af min blund i min lænestol. Jeg nåede at drømme ganske kort. Min søster var også vågen. Måske hun ikke havde sovet. Vi ser på min mor, som ligger på samme måde som før, men hendes brystkasse bevæger sig ikke mere. Hun er afsted.

Vi henter min far. Vi ringer til min anden søster.

Efter nogen tid, jeg ved ikke hvor længe, får jeg voldsomt brug for at åbne døren til udenfor. Jeg sætter terassedøren på klem. Der er noget, der skal ud.

Sidenhen går jeg også ud. Stjernerne hilser. Èn eneste florlet hvid sky er der nu på himlen. Den svæver over himlen. Månen lyser den op. Min sjæl ser min mor, der svæver afsted.
Jeg står alene tilbage. Jeg græder. Sørgende, måbende ind til benet.