Næste dag var det en ny tid. Min mor var væk. Der var ikke mere en at besøge.
Jeg havde ligesom min far fået et værelse med en seng, og sov nogle timer efter hun døde. Det er den 6. september, 2012. Da det blev formiddag havde vi hver i især en stund inde hos hende. Det var sært at være i rummet, nu hun ikke var der. Jeg tog et billede af hendes krop, for at hjælpe mig selv med at erkende hendes død. Men det føltes meget urigtigt og jeg slettede billedet igen. Det var som om jeg snød min mor. Det var ikke værdigt. Sådan ville hun ikke huskes. Det kan jeg godt forstå.
Jeg talte til hende, men det oplevedes diffust. Det var jo ikke hendes ører, der lyttede, men jeg følte bestemt, at hun lyttede et andet sted fra. Det gør hun stadig.
Inden bedemanden kom, stod vi alle 4 i rummet omkring hende. Et fadervor gled spontant over mine læber for første gang i selskab med min familie. Min far og mine søstre er ikke religiøse. Min far har erklæret sig ateist, min ene søster har meldt sig ud af folkekirken og min anden søsters børn er ikke døbt. Det fortæller jeg blot for at tydeliggøre, at det at bryde ud i et fadervor uden tøven altså ikke kom af tradition. Det kom indefra og ud.
