23.10.12 kl 13.27
“At opleve døden som en medspiller i livet, er som at få trukket et gardin fra. Det er som at få pudset briller. Det er at erkende livet. Og dets slutning. Mærke tidens værdi. Glæde ved livet selv. Ikke behøve andet. Døden lever man med hver dag. Jeg føler i hvert fald, at dødens indtræden har forandret mit udsyn. Så jeg føler ikke min mors død, er noget, jeg kommer mig over. Der er ikke noget at komme sig over. Det er noget jeg lever med. Dødens indtræden har taget et gardin væk fra mit udsyn. Den har taget det væk, hvor jeg har troet, jeg skulle leve op til et bestemt billede af mig selv.
I to måneder med døden som udsigt, var det så vigtigt for mig at være nærværende og mærke efter, hvad jeg følte og hvad jeg tænkte, sådan, at jeg kunne tale med min mor om det. Jeg skulle vide hvad der har værdi at tale med hende om, mens hun kunne. Det var så vigtigt for mig, at mit sind ikke ville bruge tid på at leve op til mine forestillinger om, hvem jeg skulle være. Mit sind var ligeglad med, hvad jeg forestilede mig om livet. Mit sind ville finde ud af, hvad det var. Og det fandt det ud af. Og derfor har jeg også fundet ud af, hvad jeg føler og oplever – ikke hvad jeg tænker og synes – og derfor har verden ændret sig.
Jeg ser med mine egne øjne og oplever den med mit eget sind. Jeg ser ikke verden udefra, som noget jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal være i. Jeg ser, at jeg ér i verden.”
