23.10.12 kl. 13.32

“Jeg er blevet centrum i mit eget liv.
Mine børn er det mest centrale i mit liv.
Jeg, med mit centrum, kigger altid i deres retning. Men jeg føler mine egne følelser, og jeg handler ud fra egne interesser og følelser og overbevisning, fordi jeg mener, det er bedste for dem.
Da min mor var i mit centrum og i særdeleshed, da min far var i mit centrum, handlede jeg efter, hvad jeg tænkte, ville være bedst for dem. For deres skyld blev jeg sådan.
Med mine børn, for deres skyld, er jeg mig selv.

Der er et meget stort interessant emne, der hedder: Forholdet jeg er datter – jeg er mor. Hvad er det for nogle følelesapparater? Mødre og døtre? Jeg kunne godt tænke mig, at snakke med nogle mødre og døtre, og høre hvordan de har det med hinanden. Og der var der lige en hjemmeside bag på en bil, der hed delebarn.dk. Delebarn.dk. What the f.. is that? Man kan ikke dele børn. Man kan dele forældrerollen. Ligesom det hélt langt ude ord: ”Børneporno”. Nej, det er det ikke. Det er ”voldsporno” eller ”Overbreb på børn”. ”Børnehave”, ”børnebog”, ”børnetøj”, ”voldsporno”. Ikke ”børneporno”. Jeg forstår ikke, det kan gå så galt i sproget.”

 

26.10.12 kl. 10.55

“I dag kan jeg mærke, hvordan det føles, at min mor ikke kommer på besøg. Jeg ser hende for mig komme ind ad porten til gården. Og jeg forstår, at det vil hun aldrig gøre igen.”

04.11.12. kl 17.16

“Jeg står ude ved min mors grav og der er kun et lys der tændt, og det er hendes, og det er meget mørkt. Jeg har stået og kigget på lyset. Vi har været til alle helgens gudstjeneste. Jeg tror aldrig jeg har savnet hende så meget, som jeg gør lige nu. Måske ikke siden dengang hun var syg, da jeg var barn. Det er noget af det samme, og jeg fik også ondt i maven. Men hun er på den anden side af døren, hun er i guds…hun er hos gud…hun er hos gud.”

“Jeg har drømt en vigtig og smuk drøm om min mor. Hun stod i en døråbning. Bag hende var hvidt lys. Hendes hår var langt og hvidt og let som skyer. Hendes øjne var lysende blå. Hun sagde ingen ord, men jeg hørte hendes ord inde i mig:

”Jeg er, hvor jeg skal være. Du er, hvor du skal være”.