02.09.13
“Nu er vi på samme tid af året. Sensommer. Snart falmer skoven trindt om land. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg har været helt i gulvbrædderne. Jeg har savnet min mor meget voldsomt. Nu uden objekt vil jeg næsten sige. Billederne af hende på min nethinde er svagere. Savnet har for mig virket mere diffust end det har været før.
Jeg har også været til lægen i dag, fordi jeg blev bange i nat. Det har været et heftigt år, og hele den omrokering, som jeg har gennemlevet, har givet mig meget, men den har også kostet kræfter. Børnene har også hele tiden været der fuld skrald, fra 7-21 hver dag, siden min mor fik den sidste diagnosestatus sidste sommer. En træthed har klemt sig ind.
02.09.13
“Mit behov for at skabe er så stort. Det har det altid været. Når jeg hører optagelserne i dag, så tænker jeg også at bruge dem. Det har jeg overvejet flere gange, sådan lidt overfladisk, fordi jeg ikke har villet forcere beslutninger. Jeg vil have den beslutning skulle komme, når den kom. Mit valg har været: Enten en dag vil jeg slette det hele, eller jeg må beslutte, hvad jeg skal bruge de optagelser til. Nu ved jeg, at jeg gerne vil bruge dem. Jeg vil bruge dem, fordi jeg mærker en sammenhæng.
Når jeg hører optagelserne, mærker jeg forbindelsen mellem liv og død og kærlighed.
Når vi som mennesker finder noget, der hylder livet, så skal vi fortælle det til hinanden. Det er derfor, vi har fået sproget. Jeg har fundet noget, der hylder livet. Det er erkendelsen af døden og erkendelsen af håbets og kærlighedens kraft. Og så er der også oplevelsen af, at ting kan forandres. Man kan overkomme udfordringer. Man kan forandre mønstre, som man frygtede, ikke kunne forandres. Troen på mulighed for forandring er vigtig. Derfor er det værd at dele optagelserne med andre.
Jeg føler, mine oplevelser i det år, der er gået, har en menneskelig værdi. Ordene lyder for mig som en hyldest til livet og til den kærlighed, man bærer i sig, og som man skal gøre sit ypperste for at leve gennem. Tak.”
