Forord
Dette er min beretning om kærlighed. Den er beskrivelser af min erfaring af, at alting er afhængig af dets modsætning. Den handler om livsglæde og om døden. Den handler om at miste, og om at håndtere at miste. Den handler om livskvalitet, om at finde sig selv, om at være sig selv. Den er en fejring af livets mirakel.
Afsnit 6 – skrevet 27.3.2020
Dagbogsnotat, før.
Skrevet d. 16. juni. 2012.
”Jeg bevæger mig frem, mens jeg kigger til siden og min glæde og mine resultater bliver derefter. Jeg søger andres tilfredshed og ikke min egen.
Jeg vil styrke mit mod til at gå fremad ad min egen vej!
Livet leves forlæns men forstås baglæns. Der er kun ét kan gøre: Gå.
Vi lever med livet som indsats og for at noget rykker, bliver man nødt til at satse alt. Man kan ikke lade som om man rykker, eller tænke man rykker. Man må rykke.
Det kræver så, at man er i kontakt med sine følelser, så man kan mærke, hvor man ønsker at rykke hen.
Hvis man ikke bruger sine følelser, bliver man til sidst følelsesløs.
Som en muskel, der svinder ind. Comfortably numb. En død sild. En kold kiks.”
Her følger min sangtekst fra Cden ”En del af det hele”
I sangen opfordrer jeg (mig selv) til samme bevægelse: Følg din egen impuls.
”Tag afsted” er lig med ”vær dig selv” eller “følg dit hjerte” eller “du må gerne tage din plads”.
Det med at “gå gennem muren” er en sætning fra en børneudsendelse med Thomas Winding og Poul Nesgaard fra min barndom.
CDen er udgivet flere år før, i 2006:
Gå gerne gennem muren
spørg ikke om lov
Du er ingen tyv
med stige og tov
Skal du sparke døre
så vælg de spidse sko
brister den, så lad den,
den stilhed og ydre ro
Tag afsted
bryd det ned
luk det ud i det fri
Tag afsted
ty til kaos og løsgængeri
Tag afsted
bryd det ned
luk det ud i det fri
Tag afsted
Gå gerne gennem ruden
gå ikke udenom
Glasset er en tanke
gør dig tanketom
Og når du mister retning
finder du et tegn
alle stier krydser
hinanden henad vejen
Tag afsted
bryd det ned
luk det ud i det fri
Tag afsted
ty til kaos og løsgængeri
Tag afsted
bryd det ned
luk det ud i det fri
Tag afsted
Jeg havde nu, i august 2012, en datter på 5 og en søn på 1 år. Nu skulle jeg forholde mig til, hvordan jeg ville komme igennem afsked og død og sorg, mens jeg var sammen mine børn. Ligesom man går ind i en fødselsve, gik jeg ind i følelserne på dette tidspunkt, da jeg mente, at det ville være vejen for mig, at være autentisk overfor dem. Ordet fødselsve brugte jeg engang, da det dengang ikke var så længe siden, jeg havde oplevet fødselsveens glæde og smerte.
Mine børn skulle have en chance for at vokse op som hele mennesker med deres følelsesregister i behold. Noget jeg ikke selv følte, jeg havde med hjemmefra. I mit barndomshjem var der ikke italesættelse af de store følelser. Man hjalp sine børn bedst ved ikke at lade dem se sin egen smerte og tvivl. Og børnene skulle ikke vise, og dermed dyrke, deres. Det var velment, men ikke frugtbart.
Jeg skulle forsone mig med det faktum, at jeg skulle sige farvel til min mor, for gud ved hvilken gang. Denne ville blive den sidste. Nu kom det farvel, jeg som 16-årig under hendes psykiske sygdom med indlæggelser, havde tænkt, var klarere at forholde sig til, end gentagne indskrivninger på et psykiatrisk hospital. Denne gang skulle der ikke siges farvel, indtil hun kom tilbage, indtil hun blev rask, og alt ville “blive normalt”. Nu skulle jeg sige farvel, og bagefter ville jeg stå tilbage.
Jeg skulle gøre op med mig selv, hvilken historie jeg ville stå tilbage med.
Jeg tog valg om hvordan jeg ville leve mit liv i overensstemmelse med den jeg var. Dvs vise mine følelser, fortælle hvad jeg ville i de enkelte situationer, agere efter mit hjerte. Den virkelighed der udspillede sig, var så intens, at mit indre og ydre liv, smeltede sammen til ét.
Jeg blev klar over, at det ikke mere gik for mig, at være i min mors verden. Jeg var ét med hende, i mine følelser, hun var mit centrum, hendes væren var højere i mit følelseshierarki end min egen væren, og jeg tænkte: Når hun dør, “dør” jeg, og det skal jeg ikke.
“Hun skal dø sin død, og jeg skal leve mit liv. Så hvem er jeg? Hvad tror jeg på? Hvad vælger jeg at gøre? Hvad vælger jeg at sige, hvad vælger jeg at tie, at fastholde, at slippe?”
Afsnit 7 – skrevet 28.3.2020
I dette afsnit følger transkribering af en række optagelser af mig, der taler med mig selv. Festlingt, ikke? Det lyder fjollet, når jeg sådan ser den beskrivelse af på skrift, men det fungerede godt for mig.
Begge mine forældre har haft depressioner eller svær psykisk sygdom, og jeg nærmede mig den alder min mor havde, da hun blev syg. Min mission med at optage var dengang i 2012, at hvis jeg skulle køre i grøften i mit sind under alt dette, så ville jeg hurtigere kunne få rette hjælp, når lægerne kunne høre, hvad jeg havde tænkt. Men det stod mig hurtigt klart, at jeg ikke var på vej væk, men nærmere var på vej i retning af noget godt og vigtigt, noget jeg altid havde søgt at finde: Personlig frihed.
Det er godt for afklaring af, hvad der er rigtig og forkert, når man siger sine tanker, teorier, planer højt. Og når man senere lytter til dem, kan man især kende skidt fra kanel.
De ting jeg deler her, er bestemt ikke den ene dybe tallerken efter den anden. Der er et almindeligt mennesker, der søger og sørger, men også finder lys i mørket. Det er min mission, gennem gamle og nye ord at beskrive, hvordan jeg oplever livskraft og glæde i selv de sværeste tider. Jeg vil beskrive, hvorfor jeg forstår det ordsprog, der hedder: “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Det er en gave jeg har fået, og jeg føler det som et kald for mig, at dele ud af den skat: At kende glæde. Derfor har jeg gjort det til min levevej at lave kunst og musik og skrive ord, for der kan glæden formidles, opleves, udleves.
For en ordens skyld vil jeg sige, at hver gang, der står ”I bil” ligger telefonen på sædet og optager under køreturen.
Jeg har to hænder på rattet, så vær rolig ved sikkerheden undervejs.
Og så kan jeg ikke understrege nok:
Ethvert menneske har sin relation til det menneske det står for at miste, eller som det har mistet. Ethvert menneske har sin egen sorg og egen måde at være i sorgen. Dette er ikke en manual eller en facitliste.
Jeg fortæller, hvad jeg gjorde dengang, og hvad jeg fandt.
Jeg siger ikke, hvad andre skal kunne finde, eller at der er en overordnet sandhed, i det jeg skriver.
Det er mine ord om min relation til mig selv, i den situation, jeg var i.
Transkribering af optager d. 3.8.2012 i bil kl 13.16. Der er gået 16 dage siden 18.7.
“Der er ikke noget, der kan rykke ved én, som et dødsfald kan.
Det er min mulighed for at lære noget af det, som jeg gerne vil lære.
Komme i kontakt med nogle følelser, som jeg ellers ikke kan komme i kontakt med.
Og ved at komme i kontakt med de følelser, kan jeg finde ud af, hvem jeg selv er og handle i overensstemmelse med, hvem jeg selv er.
Og når jeg handler i overensstemmelse med hvem jeg selv er, så er jeg ikke angst.
Og når jeg ikke er angst, kan jeg mærke min kærlighed.
Og når jeg kan mærke min kærlighed, giver livet mening.
Så er det dejligt at være her, så er det skønt at være i live.
Så er det faktisk skønt at være i live i kraft af, at der er nogen, der er død.
Så på den måde er der en cyklus. Også i følelserne – følelsernes cyklus.
At man ikke af sorgen går i sort, men man af sorgen går i lys.
Men det kræver, at man er indstillet på at åbne dørene for følelserne og åbne dørene for hvem man selv er og turde og mærke efter de ting, der sker.”
Afsnit 8 – skrevet 29.3.2020
I denne periode kører jeg meget i bil fra min bopæl i Ejby, i Lejre Kommune, til Solvognen i Højby, hvor min mor er sin sidste tid.
Det er en tur på 33 minutter. Dengang var turen ad landevejen og 10 minutter længere, for motortrafikvejen var under konstruktion. Det var synd for naturen, at den blev bygget. Det synes jeg virkelig og jeg kan næsten skamme mig over at køre der og de skønne å- og moseområder den hamrer igennem med 100 km i timen. Jeg forstår ikke, at det er et fremskridt. Der er mange fremskridt, jeg ikke forstår.
Jeg havde valgt at undervise mindre i denne periode, end det ellers var planlagt. Jeg skulle have haft 3 sanghold på Rytmisk Center i København, men meldte fra inden kurset startede. Min opmærksomhed var et andet sted, og jeg havde brug for plads til at være sammen med min mor. Jeg havde også to små børn, der skulle passes.
Jeg er professionel sanger og jeg var dengang fast del af acapella-sekstetten “Vokalselskabet GLAS”. GLAS var og er et visionært sangerensemble af 6 kvinder, som skabte og udlevede mange store musikprojekter. GLAS havde i denne periode et fantastisk projekt med en scenograf og kunstner, som hedder Veronica Hodges. Musikforestillingen vi arbejdede på sammen med Veronica, hed “Wisdom of Birds”. Forestillingen fik premiere i Palmehaven i Ny Carlsberg Glyptotek i slutningen af september 2012. Musikken blev udgivet på CD i 2015, og forestillingen blev genopført i Det Kongelige Lapidarium i kælderen under Chr.4.s Bryghus.
Wisdom of Birds handler om temaer i livet, fortolket gennem bulgarske folkesange, som er et af GLAS` specialer. Vi sang om liv og død og kærlighed, og det var et møde i musikken for mig at synge om de store emner i netop den tid. Musikken og sangen begyndte at åbne sig for mig i en mere intens grad end den havde gjort før. Musikkens kraft flød i denne over min forstand og min angst for at synge – synge forkert – forsvandt. Det samme med min sceneskræk og iboende angst for at være en musikalsk failure. Min stemme ændredes, blev friere. Min stemme begyndte at klinge.
En af sangene, Zagukala Galubka, handler om ægtemand, som for længe siden har mistet sin hustru, og sorgen holder ham fast i et jerngreb. Han får i en drøm besøg af en gøg, som er hans afdøde kone. Gøgen fortæller ham, at han skal huske kærligheden i det liv han har, at han skal leve sit liv. I sangen en af de andre sangere oppe på en balkon i Palmehaven med et sort slør over ansigtet, mens vi andre 5 sang op til hende, og hun sang solo ned til os. Det var gribende for mig. Jeg var taknemmelig for at være en del af det.
I forestillingens sidste sang, Io Igra Oro, skulle vores gestik i musikken symbolisere frihed og livskraft. Marianne stod i midten med to store fjer løftet og vi andre 5 for tæt samlede om hende. Herefter åbnede vi op i gruppen som i en fælles himmelflugt, og sluttede stående i en V-formation ligesom trækfuglene på himlen.
Sådan “en dag på kontoret” med disse dejlige kvinder, de store klange og en følelse af dyb meningsfuldhed og sammenhørighed er en af grundene til, at musikken altid har været hos mig. Denne tid i GLAS var særlig musikalsk intens, fordi jeg den ene dag var hos min mor, den næste dag øvede stor musik i Glyptotekets palmehave. Livet gav mig alt med og hjertet og stemmen fulgte med.
03.08.12. I bilen kl. 13.18
“Når jeg er rustet til at være i mine følelser, så kan jeg også hjælpe mine børn med at være i deres følelser. Derved kan de være dem de er, og mærke efter hvem de er og handle i overensstemmelse med hvem de er, og derved kan de tilføje noget til verden og gøre gode ting i verden, fordi det, der er i mennesket, er godt.
…
Jeg oplever at folk bliver godt tilpas og har det godt i mit selskab, når jeg siger, det jeg føler, og det jeg mener.
Indtil for få dage siden troede jeg, at folk ville få det svært med, at jeg sagde det, jeg følte og mente.
…
Jeg er så utrolig bange for at rose mig selv, når jeg gør noget godt eller tænker noget brugbart, og det ved jeg ikke lige, hvor jeg skal gøre af. Men fordi man er tilfreds med sig selv, skal man vel ikke have dårlig samvittighed?
Men hvad skal man så?
Måske er der en mekanisme, der gør, at når det begynder at gå godt, så skynder man sig at tænke noget dårligt igen, fordi SÅ godt kan det vist heller ikke være?! SÅ tror jeg liiiige vi tager den med ro med selvtilfredsheden.
Ikke at være tilfreds med sig selv, føles rigtig dårligt, og når man så er tilfreds med sig selv, så må man ikke sige det højt?!
Hvorfor må man ikke det? Er det virkelig Janteloven? Er det nu, jeg forstår, hvad Janteloven er for noget lort?
For det ér i orden at være tilfreds med sig selv.
Frida sagde forleden (min datter på 6 år):
“Jeg er så stolt af mig selv. Jeg ved ikke hvorfor””.
Afsnit 9 – skrevet 30.3.2020
Det næste dagbogscitat lyder temmelig mærkeligt, men jeg har valgt at tage det med alligevel, fordi når jeg læser det nu, så synes jeg det indeholder en fin beskrivelse af, at vi er i livets vold.
Vi sover, vi hviler, vi holder pauser, vi slapper af, holder ferie, tager et break, hiver stikket, tager en morfar, vi smider benene op, vi afspadserer, vi lukker af, vi kobler fra, vi giver slip, vi mediterer. Men på intet tidspunkt har vi fri fra livet. At lægge sig til at sove er det tætteste man kommer ved egen kraft, og søvnen er en god ven til tider.
Vi er i livets greb og vi bliver rusket 24-7-365 på godt og ondt. Man kan grine eller græde. Lige meget hjælper det. Livet er der bare.
Det er nu 10 dage siden den 18.7. Sindet har været fuldt vågen og fulgt og ladet sig omforme og danne i takt med min mors bevægelse fra selvgående, energisk kvinde til liggende terminalpatient. Hun fik ingen livsforlængende medicin. Blot et smertestillende plaster på brystet var hvad der blev tilført hende medicinsk. Og så havde hun slange-tutten i næsen, som kunne kobles til en maskine, der tømte hendes ødelagte tarme for væske. Det var længe siden hun havde spist fast kost nu. Suppe og drikkevarer.
I mig var min mor på vej væk. Hver gang jeg kørte fra Solvognen, kunne det være den sidste gang, jeg var sammen med hende. Hver gang jeg gik, var jeg klar over, det måske ville slutte denne nat. Eller dagen efter, hvor jeg måske ikke var der. Ikke at jeg sagde det til hende, men inden i mig selv, gjorde jeg mig bevidst om, jeg havde sagt farvel og gjort det, jeg følte jeg skulle, inden jeg gik. Jeg kunne få lyst til at fortælle hende noget. Holde hendes hånd. Læse højt for hende. Spille en sang. Vise billeder af børnene. For det meste var det meget afdæmpet og roligt, men ekstremt intenst, for hver dag var – og er ofte i min bevidsthed også nu – både den første og den sidste.
Jeg sagde i denne tid, inden i mig selv: ”Farvel mor”, når jeg forlod hendes rum.
Men så en dag jeg kommer ind på hendes stue. Hun sidder op i sengen – og hun børster tænder!
Optagelsen er fuld af pauser og er optaget da jeg kører fra opholdsstedet:
04.08.12.
”Jeg er helt udmattet efter…
– nej, jeg er ikke udmattet..
men jeg har ikke…
min energi er …brugt.
Og det er en …der er en helt ny oplevelse af at en person, jeg troede var ved at dø
…nu ikke er død, men faktisk er i bedring.
Det er som om, det er en ny person,
….fordi… den anden person, tog jeg jo afsked med, hvis nu jeg ikke skulle se hende igen.
Men nu kommer jeg ind på stuen…og det er så sært og næsten malplaceret…der…sidder hun…
..næsten som et genfærd…og hun børster tænder!
Det er som om gæsterne gik fra festen og huset var tomt og stille..
….og så
…kom de igen.
Og så tænkte man:
Jamen,
…så må vel have silden ind igen….”
04.08.12 Bil kl 10.14
“Når jeg kan mærke, jeg savner min mor, så siger jeg til mig selv: Det er dine følelser, vær i dem, de er sande, de er den sande dig, vær stolt af dem. “
04.08.12 Bil kl 10.23
“Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at håndtere sorg på, eller rigtig eller forkert måde at føle for sin mor på. Det kan man gøre, som man vil.
En mor fylder det hun fylder hos den enkelte, hun er den mor hun er, og man er det barn man er, den kombination er unik.
Der er ikke andre af lige præcis dén kombination i hele verden.
Og det gælder for resten af tilværelsen: Der er ikke nogen kombination som mig i forhold til Glas, eller som mig i forhold til dén mand, som mig i forhold til dé børn, i forhold til mig og alle andre personer og til alle situationer. Alle møder er unikke og derfor skal de håndteres som unikke kombinationer.
Der er ingen gentagelse.”
Afsnit 10 – skrevet 31.3.2020
Søren Kierkegaard, Gjentagelsen, uddrag:
Leve posthornet! det er mit instrument, af mange grunde og fornemmelig af den, at man aldrig med sikkerhed kan aflokke dette instrument den samme tone; thi deri ligger en uendelig mulighed i et posthorn, og den, der sætter det for sin mund og nedlægger sin visdom i det, han skal aldrig gøre sig skyldig i en gentagelse, og den, der i stedet for svar rækker sin ven et posthorn til behagelig afbenyttelse, han siger intet, men forklarer alt. Priset være posthornet! Det er mit symbol. Som de gamle asketer satte et dødningehoved på bordet, hvis beskuelse var deres livsbetragtning, således skal posthornet på mit bord altid minde mig om, hvad livets betydning er. Leve posthornet! Men rejsen lønner ikke umagen; thi man behøver ikke røre sig af stedet, for at overbevises om, at der ingen gentagelse er. Man sidder rolig i sin stue, når alt er forfængelighed og farer hen, så rejser man dog raskere end på en jernbane, uagtet man selv sidder stille. Derom skal alt minde mig, min tjener skal bære postlivrèe, og jeg selv vil ikke køre til et middagsselskab uden i exstrapost.
Farvel! Farvel! Du ungdommens rige håb, hvorfor haster du så ilsomt; hvad du jager efter, er dog ikke til, du selv ligeså lidt.
Farvel! Du mandige kraft! Hvorfor stamper du så stærkt i jorden, det, du træder på, er en indbildning!
Farvel, du sejrrige forsæt, du når nok målet, thi du kan jo ikke tage gerningen med dig, uden at vende dig om, og det kan du jo ikke!
