End ikke i denne tid, hvor vi lever isolerede i vores hus oplever jeg gentagelse. Idag er det 32 dage siden statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at landet skulle lukke grundet corona.
For mig har det været arbejdsmæssige og familiemæssigt intense dage, med nyt at lære på mange måder. Naturligvis har den økonomiske del af problemstillingen – hvad skal jeg leve af – fyldt meget undervejs. Mange af de aktiviteter jeg hidtil har levet af, både økonomisk og sjæleligt er sat i bero. Det økonomiske aspekt er pt faldet til ro. Gennem disse 4 uger har jeg været processer igennem i migselv omkring corona-virussens væren i min verden. Virkelighedscheck i en ny virkelighed. Det udløste en skrivepause i denne, min fortælling.
Planer kan vise retning i den tid, de er skabt, og som livet, tiden, dagen ændrer sig, justeres planen. Intentionen og målet for handlingen er det samme, men planer ændrer sig konstant.
At leve under nye forhold og anderledes præmisser sætter mange ting i gang hos mig. Opgaven er at prioritere hvilke impulser , idéer og initiativer, jeg vil følge i den tid og under de forhold, vi lever i nu. Internettets muligheder er lige dele en gave og og et endeløst hul der kan spise tid og kræfter. I mit virkelighedscheck er jeg, ikke overraskende for mig, (igen) landet på, at det er ord og billeder, der bærer for mig nu.
Jeg føler mig klædt på til at være i denne meget anderledes og voldsomme tid. Kærligheden i mig der giver glæde, kreativiteten der giver livet mål og mening og min religiøsitet der zoomer ud i et større perspektiv.
Jeg kan være i det stabile i mig, som ikke søger efter svar. Som da jeg sad hos min mor. Det sted som er en kilde og det sted, som er hvert kærtegn af vinden på min kind, det sted som er tonen i mine børns stemmer, det sted hvor farver og toner ét, det sted hvor ingenting findes og alting er.
Glædelig påske.
