23.08.12

”Jeg er ikke mere bange, som jeg var, for en måned siden.
Jeg var bange for, at når min mor dør, så vil jeg falde med ned i mørket. I depression, i tomhed.

Det tror jeg ikke mere vil ske – måske i glimt og halve dage, men ikke som noget varende og dominerende.

Mit liv har ændret sig denne måned. Jeg føler, det ændrede sig grundlæggende i den uge i juli, jeg var sammen med min mor på hospitalet. Der har været så mange smukke oplevelser og min mor og jeg har nydt at være sammen. At holde hendes hånd er så dejligt. Sorgen er enorm, men angst har jeg ikke følt.

Der er en frigørelsesproces igang, hvor jeg bliver mig. Det er en stor personlig frihed for mig. Jeg slipper hende og alt mulig andet og mærker masser af kærlighed. Og græder meget.

Jeg bliver nogle dage i dårligt humør og forbander den vanvittige sygdom langt væk. Det er dårligt humør af en kaliber, jeg ikke før har kendt. Vrede er det måske.

Hver morgen jeg vågner, føler jeg, det er et vågent mareridt, der fortsætter. De første timer af dagen er hårde.

Jeg får ikke passet mine andre opgaver. Jeg er bagud med meget. Burde fx søge job for jeg har ingen penge. Men ”burde” er jeg ligeglad med nu. Jeg føler, jeg svæver mellem liv og død. Det er også ofte en fysisk følelse. Når jeg erkender min mors forestående død, erkender jeg også livet. Livet i mig og i de mennesker jeg har i mit liv, og det føles som at svæve. Når, og hvis jeg lander igen, vil jeg være bedre rustet på mange måder. Også mere fri og have en stærkere selvværdsfølelse. Og dét der er afgørende anderledes fra tidligere er, at jeg ikke planlægger at blive fri, eller tænker over hvordan, jeg kan blive fri. Jeg er det bare. Indimellem. Og når man har mærket frihed, kan man bedre lade den ske igen. Det er som at genkende en farve. Og jeg havde ikke set den før nu.

Min mor har nu været beboer på Solvognen i 3 uger. Hun kan ikke mere sidde op i en kørestol eller stå på sine ben, så hun ligger i sin seng 24-7. Men ”jeg har det egentlig godt”, fortæller hun. Som jeg fortalte dig, så er hun ikke den, der mener hun kan ændre verden eller forlanger noget bestemt af den. Så hun har gode oplevelser indimellem, selvom hun ligger dér uden kræfter til noget. Hendes respons på omverdenen betyder meget for mig og mit humør. Det at kunne dele med hende, så længe hun er ved bevidsthed, betyder meget. Vi behøver ikke sige noget.

Hvad gælder fremtiden…ja, så får jeg ofte glimt at tro på, at hun bliver rask eller i hvert fald kommer på benene igen i nogle år. Alt andet virker uvirkeligt for mig og vist også for hende.

Men fremtiden er der absolut ingen grund til at spekulere over – det har vist sig med al tydelighed de sidste uger. Der er – nu.”